Det var en dejlig sommerdag. Solen
skinnede ind af vinduerne og døren ud til legepladsen stod åben for at få lidt
af den dejlige brise ind. Jeg var 5-6 år gammel og gik i børnehaveklassen, vi
havde fritime og alle var dybt begravet i de forskellige lege, og man kunne
høre snakken og larm alle vegne fra. Jeg gik lidt rundt for at finde ud af hvad
jeg vil lege med. Jeg ser to børn sidde og lege lige så stille med noget
legetøj, måske var det købmand de legede eller med dukker, det er lidt svært at
huske. Pludselig bliver de uenige om deres leg og, hvem der leger med hvad, og
den ene slår den anden fordi han/hun ikke fik sin vilje. Jeg ser det ske og
tænker jeg må sige det til vores lærer, som jeg havde set og hørt andre børn
gøre, hvis de så nogen blive slået eller drillet. Så jeg gik ind til vores
lærer og sagde, at en var blevet slået og græd, hvortil læreren vender sig og
kigger på og sagde til mig ”Ja, og du sladre.” og kiggede den anden vej igen.
Jeg kan huske, jeg fik en mærkelig følelse og kunne ikke helt forstå det fordi,
jeg havde hørt og set andre sige til hende, hvis nogen blev drillet eller slået,
hvorfor kunne jeg så ikke også det? Jeg husker ikke om jeg blev ked af det, men
fik mere en følelse af at det var forkert det jeg havde gjort, men undrede mig
samtidig over at jeg ikke havde hørt hende sige sådan til andre. Jeg gik væk
fra læreren og fortsatte min leg, og tænkte ikke yderligere over det før jeg
kom hjem, hvor jeg fortalte min mor det.
Når jeg tænker tilbage på hændelsen
ser jeg lyset, solen og varmen inden læreren sagde det til mig, og efter bliver
alt gråt i mit hoved. Den dag i dag når jeg ser den lærer, tænker jeg på den
hændelse, så et eller andet sted må det have sat sig fast og gjort et indtryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar