Skriftlig faglig formidling

Narrative fortællinger

Vi arbejder med narrative fortællinger for at stimulere og udvikle børnenes sproglige og kreative egenskaber. Vi giver børnene mulighed for at fremme deres identitetsdannelse vha. disse forskellige narrative fortællings former. Det er netop her i 3-6 år alderen, at børnene begynder at få en ide om, at det faktisk er dem selv fortællingerne kommer fra. De begynder at opleve dem selv som havende sin egen virkelighed, og dette styrkes ved at lade dem udforske fortællingernes verden.

Sommerfuglene
Sommerfuglene har arbejdet med billeder. De har skulle opdigte en fortælling ud fra billeder, de selv har taget i børnehaven. Vi har hos sommerfuglene haft fokus på fantasi ud fra visuelle objekter. Børnene har fået lov til selv at vælge objekter, som de via deres fantasi har kunne opdigte en fortælling ud fra. De er altså blevet styrket i, at kunne tænke udover det valgte objekt og give dette objekt en historie.

Larverne
Larverne har haft fokus på skuespil. De har arbejdet på at genskabe eventyret Klods Hans. I dette projekt har vi haft fokus på indlevelse og kropssprog. Under formidlingen af et allerede kendt eventyr, gives der mulighed for børnene, at kunne skabe en form for indlevelse og empati hos de forskellige personkarakteristikker i fortællingen. Børnene får samtidigt en bredere nonverbalt viden, både om hvordan de selv skal kommunikere nonverbalt, men også at kunne aflæse andre medmenneskers nonverbale udtryk.

Mariehønerne
Mariehønerne har arbejdet på at skabe en fortælling ud fra egne fantasier. Hos mariehønerne har fokusset ligget samme sted som hos sommerfuglene, nemlig fantasi og kreativitet. Modsat sommerfuglene har mariehønerne, skulle skabe deres fortælling uden påvirkning af valgte objekter. De har i stedet skulle skabe en fortællende verden helt fra bunden, hvilket giver dem en stimuli i at skabe billeder i hovedet, og bruge deres fantasi og kreativitet til at få disse billeder til at hænge sammen i en større forbindelse. 

Skriftlig formidling til forældre

Nyhedsbrev

Vi i børnehaven Solsikken har i den sidste periode på 14 dage haft fokus på fortællinger, hvor børnene har arbejdet med forskellige fortælle former.

Sommerfuglene
Sommerfuglene har arbejdet med billeder. De har skulle opdigte en fortælling ud fra billeder, de selv har taget i børnehaven.

Larverne
Larverne har haft fokus på skuespil. De har arbejdet på at genskabe eventyret klods Hans. De har haft stor glæde ved at lege med børnehavens udklædningskasse.

Mariehønerne
Mariehønerne har arbejdet på at skabe en fortælling ud fra egne fantasier.

I forbindelse med børnehavens sommerfest her den 17 maj, vil i kunne se jeres børns projekter, hvor de vil vise skuespil og fortælle historier. 

Vi er lige begyndt på Randers pædagogseminarium, hvor vi bl.a. skal lave denne blog. Hvis det lyder meget interessant at være pædagog og kunne du tænke dig at læse om vores uddannelse og emnet kan du benytte linket nedenunder:
http://www.viauc.dk/paedagog/randers/Sider/randers.aspx

På tur i svømmehallen

Jeg husker det som værende en solskinsdag. Jeg boede dengang på Sydfyn og gik i 3. Klasse. Jeg var blandt de ældste børn i SFO’en, og sammen med de andre ældre børn, var vi taget i svømmehallen. Med os  var nogle af de ”gamle” erfarende pædagoger, der havde været i SFO’en fra før jeg kom til. Men der var også en forholdsvis ny pædagogmedhjælper med. Han havde været i institutionen et kort stykke tid, men jeg var allerede blevet glad og tryg ved ham.
Dette ændrede sig hurtigt.

Jeg husker tydeligere hvordan han så ud, end hvordan han var som person. Han var en høj og tynd ung mand. Han havde langt brunt hår og ring i øret. Efter min oplevelse, husker jeg ham som værende rigtig skummel.

Vi havde nogle hyggelige timer i svømmehallen. Vi har spredt rundt i hele svømmehallen. Nogle rutsjede på den store rutsjebane, nogle var i boblebad, nogle pjaskede rundt med de større redskaber i det største svømmebassin og resten legede i de forskellige mindre bassiner.

Jeg legede i det bassin som rutsjebanen løbe henover. I den ene ende kunne en strøm i vandet føre os rundt om en stor tyk søjle. I den anden ene var vandet stille og det gik mig til brystet.

Vi var nogle få stykker der syntes det var sjovt at lade den nye pædagogmedhjælper løfte os højt op i luften og kaste os tilbage i vandet. Vi havde det sjovt sådan, i hvad jeg husker som værende en evighed.
Det var igen blevet min tur, og nogle af alle de andre må have fundet vej til nogle af de svømmebassin, for jeg husker det svømmebassin jeg befandt mig meget tomt. Men det var som sagt min tur til at blive løftet højt op i luften og kasten væk i vandet. Denne gang blev jeg bare ikke kastet særlig langt væk, og den nye pædagogmedhjælper holdt mig denne gang nede under vandet.

Aldrig nogensinde i mit liv havde jeg været så bange. Jeg blev grebet af panik og jeg blev fyldt med utryghed og en følelse af svigt. Min trygge følelse jeg havde hos denne pædagogmedhjælper forsvandt i løbet af et sekund.

Jeg husker ikke tiden efter jeg er kommet op af vandet, og har ingen erindringer om ham i efterfølgende aktiviteter tilbage i SFO’en. 

Fortælling om U6

Fortælling om U6 – DKK

Jeg trænede et U6 håndboldhold sammen med en veninde. På daværende tidspunkt havde jeg absolut ingen erfaringer med børn, så jeg var spændt og glædede mig til at se, hvilke udfordringer jeg ville blive stillet.
U6 holdet lød på 16 børn, blandede piger og drenge, og af mange forskellige personligheder. Nogle var rolige, og rigtig gode til at lytte, når der blev fortalt noget. Andre var meget urolige, og skulle hele tiden lave alt mulig andet, end de fik bud på. Når børn er i store mængder, har nogle en af dem en tendens til at ”geare” hinanden op, og det resulterer bl.a. i, at de ikke lytter efter, når der bliver sagt noget vigtigt. Vi havde specielt et par drenge som var gode til at ”geare” hinanden op. En træning valgte os trænere at hive disse to drenge til side for at tage en snak med dem om, at hvis de ikke ville lytte til det vi havde at sige, eller ville gøre de ting som de fik bud på, ville de blive sat ud i omklædningsrummet indtil træningen var slut. Vi sagde til dem, at det var den sidste chance de havde for at bevise, at de gerne ville deltage i træningen, sammen med de andre børn De sagde selvfølgelig begge to nej til at sidde i omklædningsrummet, og vi gav dem derfor en sidste chance som vi havde lovet dem. Én af drengene valgte så at være ligeglad med det vi havde sagt, og fortsatte ligesom før. Vi førte ham derfor ud i omklædningsrummet, hvor han sad indtil træningen var slut. Vi gik en enkelt gang ind til ham, mens han sad i omklædningsrummet, for at høre ham om han synes, at det var sjovere at sidde derude, frem for at deltage i træningen sammen med de andre børn, og forklarede ham, at dette var konsekvensen for, at man ikke hørte efter hvad der blev sagt første gang.
De efterfølgende træninger hørte han bedre efter, for han vidste nu, hvad konsekvensen var for ikke at høre efter var.
Jeg lærte hurtigt, at det ikke hjælper at råbe/hidse sig op overfor børn, hvis de ikke hører efter. I denne situation var det en konsekvens, der gjorde forskellen.

Manglende erfaring

 

Da jeg tidligere har arbejdet i en børnehave, vil jeg fortælle en historie derfra.

En efterårsdag hvor vi var på tur, skulle vi gå hen til en skov, der lå et stykke væk fra børnehaven. Vi havde fundet en rute hen over en græsplæne, så det var ikke nødvendigt for børnene at holde i hånd. Vi var tre voksne afsted med omkring 20 børn, hvilket var helt fint.

Da der ikke var nogen af børnene der holdt i hånd, blev der stor spredning på flokken. Jeg var bageste mand og min opgave var at få de sidste børn med. Det gik helt fint indtil, der var et af børnene, der ikke ville gå længere. (lade os bare kalde ham Martin).

 Jeg kunne ikke få ham til at gå med, og vidste fra tidligere ture, at hvis jeg skulle have ham med, skulle jeg bære ham. Jeg valgte bare at gå videre med den tanke, at han nok blev træt af at sidde alene på jorden og kikke.

Da jeg var kommet 100 meter længere væk, vendte jeg mig om i den tro, at Martin havde valgt at gå med. Til min overraskelse var han væk. Der begyndte tankerne at gå igennem mit hoved. Jeg råbte alt hvad jeg kunne til den næste pædagog og begyndte at løbe tilbage den vej, vi var kommet fra.

Da vi ikke var kommet så langt væk fra børnehaven, fandt jeg ham tæt derved. Jeg var på det tidspunkt blevet meget sur, fordi tankerne i mit hoved var kørt helt op over, hvad der kunne være sket med Martin. Så jeg gav han skæld ud og tog ham i armen og slæbte ham det korte stykke vej tilbage til børnehaven.

Jeg satte ham ind i huset, hvor jeg fortalte de andre pædagoger, hvad der var sket, men jeg var stadigvæk meget oprevet og havde svært ved at forklare mig. Jeg løb derefter tilbage til gruppen der var på tur og genoptog min opgave som bageste mand.     

Herfra går min verden

Jeg har været spejder i snart 14 år, nu er jeg blevet spejderleder og har været det i 2 år. For øjeblikket er det en ret stor gruppe, som jeg leder sammen med to andre. Største delen af gruppen er drenge kun 3 piger og alle er i aldersgruppen 10- 13. Da jeg startede som leder var gruppen meget lille og jeg var hovedansvarlig for de ugentlige møder og børnene var gode til at høre efter hvad der blev sagt. På det tidspunkt var hovedparten piger.

Som sagt er størstedelen af spejdergruppen drenge hvis fokus er mange steder på en gang. Min opgave den dag var at få dem til at sidde stille og snakke om et vigtigt emne i det at være spejder. Det var midt i januar og vores spejderhytte er en gammel lade. Vi satte en varmeblæser i gang

men der gik noget tid inden der var ordentlig varme til at sidde stille. Vi starter mødet som altid med at samle patruljerne udenfor, jeg gik indenfor og bandt i tørklæde om hoved for at spille en gammel forvirret dame.

Jeg råbte efter hjælp og spejderne løber ind til mig. Nogle af forvirret andre gør grin med det jeg har gang i, men alle har fokus på mig. Jeg spørger dem hvor jeg er flere gang men ingen svare, så spørger jeg hvad det er jeg har på, så er der én der reagere. En lyshåret dreng med briller siger grinende ”Du er på Låenhus og det er en spejderuniform, du har på.”. Jeg kigger rundt på de andre omkring mig, nogle nikker forsigtigt. ”Hvad er en spejder?” spørger jeg stadig som en gammel dame. Jeg tager hurtigt tørklædet af, rejser mig op og siger ”det er et rigtig godt spørgsmål, som vi skal have besvaret sammen. Så hvis i sætter jer på bordet og stolene så går vi i gang. Vi snakkede om alle de ting vi laver som spejder, og hvad de synes en god spejder er. Men i løbet af nogle minutter begyndte spejdernes fokus at ryge og de afbrød hinanden. Så jeg benyttede mig af en teknik jeg havde lært fra min folkeskole, jeg rakte min hånd i været og ventede, en efter en gentog spejderne mit eksempel og tyssede på dem som ikke gjorde det og når alle var stille kunne den spejder der havde ordet forsætte. Spejderne var virkelig gjorde til at tysse på hinanden og det er jeg overbevist om fungerede meget bedre end at vi ledere gør det.

Efter vi havde snakket om emnet rundede vi af med hvad jeg gik meget at blive god til som spejder og bad dem tænke over det samme. Min del var dermed afrundet og børnene kunne lege skattejagt med kort og kompas. Slut.

Tidslinje før 1930 og 1930'erne

Før 1930 og 1930'erne

1605: Første offentlige børneinstitution, tiggere og fattige kom med deres børn for at arbejde for kongen

1828: Det første danske asyl kommer i København med offentlig pasning og opdragelse → streng disciplin i form af ro, renlighed og regelmæssighed. Modtog undervisning → man bad, sang samler og lærte at strikke og regne.

(1840) Den første børnehave bliver indviet i Tyskland af Fröbel, som også udviklede pædagogikken.

1871: Den første børnehave i DK med en egentlig pædagogisk teori(Fröbels) ”Børnehaver er ikke skoler” udvikling og opdragelse gennem leg.

1901: forløberen til fritidshjem blev til.

1910: Skolebørnsasyler blev til → lektiehjælp, leg, sang og håndgerning.

1919: Daginstitutioner fik et årlig tilskud på 250.000

1939: 388 forebyggende børneforsorgsinstitutioner, blev presset økonomisk pga. finanskrise, og nazismen. I 1930'erne kom reform pædagogikken – det blev diskuteret om institutionerne skulle være pædagogiske eller social.

Det er mig der er MANDEN!