En sommerdag i børnehaveklassen

 

Det var en dejlig sommerdag. Solen skinnede ind af vinduerne og døren ud til legepladsen stod åben for at få lidt af den dejlige brise ind. Jeg var 5-6 år gammel og gik i børnehaveklassen, vi havde fritime og alle var dybt begravet i de forskellige lege, og man kunne høre snakken og larm alle vegne fra. Jeg gik lidt rundt for at finde ud af hvad jeg vil lege med. Jeg ser to børn sidde og lege lige så stille med noget legetøj, måske var det købmand de legede eller med dukker, det er lidt svært at huske. Pludselig bliver de uenige om deres leg og, hvem der leger med hvad, og den ene slår den anden fordi han/hun ikke fik sin vilje. Jeg ser det ske og tænker jeg må sige det til vores lærer, som jeg havde set og hørt andre børn gøre, hvis de så nogen blive slået eller drillet. Så jeg gik ind til vores lærer og sagde, at en var blevet slået og græd, hvortil læreren vender sig og kigger på og sagde til mig ”Ja, og du sladre.” og kiggede den anden vej igen. Jeg kan huske, jeg fik en mærkelig følelse og kunne ikke helt forstå det fordi, jeg havde hørt og set andre sige til hende, hvis nogen blev drillet eller slået, hvorfor kunne jeg så ikke også det? Jeg husker ikke om jeg blev ked af det, men fik mere en følelse af at det var forkert det jeg havde gjort, men undrede mig samtidig over at jeg ikke havde hørt hende sige sådan til andre. Jeg gik væk fra læreren og fortsatte min leg, og tænkte ikke yderligere over det før jeg kom hjem, hvor jeg fortalte min mor det.

Når jeg tænker tilbage på hændelsen ser jeg lyset, solen og varmen inden læreren sagde det til mig, og efter bliver alt gråt i mit hoved. Den dag i dag når jeg ser den lærer, tænker jeg på den hændelse, så et eller andet sted må det have sat sig fast og gjort et indtryk.

Lunden

På døgninstitutionen Lunden, for børn og unge med adfærds– og indlærings­vanskeligheder, bor der i alt 15 børn og unge i alderen 6-18 år. Heriblandt Anne på 14 og Søren på 7. På døgninstitutionen Lunden møder vi også pædagogen Thomas.
Anne og Søren er to vidt forskellige børn med hver deres problemer og særlige behov. Anne har været på Lunden siden en alder af 6-7 år. Hun kommer fra en baggrund med omsorgssvigt, der har gjort, at hun må kæmpe med indlærings­problemer, idet hendes sproglige udvikling er blevet hæmmet. Anne er en meget indadvendt pige, der tit vender sine frustrationer ind mod sig selv.
Sør­­­­­­­­­­­­­en er derimod lige ankommet til institutionen for at halvt års tid siden. Søren kommer fra en baggrund, hvor forældrene havde svært ved at tackle ham, da Søren er diagnosticeret med ADHD. Ligesom Anne kæmper Søren også med indlærings­vanskeligheder, idet han er ordblind. Modsat Anne er Søren meget udad reagerende, og har tildens til at lade sine aggressioner gå ud over andre.

På Lunden bor de store og små hver for sig. De store bor på Guldsmeden og de små bor på Græshoppen. Til hver afdeling hører der et køkken og en opholdstue til, hvor de tilbringer meget tid om aftenen. Her spiller de blandt andet kort, ser tv og hyggesnakker. Fælles for begge afdelinger er, at de så vidt mulig skal klare sig selv, i den forstand, at de små skal selv hjælpe til med at smører madpakker og gøre rent på deres værelser. De store skal også selv gøre rent, vasketøj og rydde op efter sig selv. Lunden går meget op i at stedet og de unge, skal have det så ”almindeligt” som muligt, med pligter og hjemlig hygge og atmosfære. Der er dog stadig regler og aflåste rum, som bærer præg af, at der er nogle andre regler der er på spil, end hvis de var hjemme ved deres egen familie. Dagene på Lunden minder meget om de ”normale” børns. De står op og får morgenmad, og gør sig klar til skole. De går på Blomsterparkens skole, som er en skole for børn med indlærings- og adfærds­vanskeligheder. Modsat andre børn, får de ikke lektier for, og har derfor mere tid til deres fritidsinteresser og hinanden end andre børn. Søren går til fodbold to gange om ugen, sammen med Lasse der også går på Lunden. Fodbold er noget Søren går meget op i.

Det var tirsdag, og Søren kommer hjem fra skole med nogle af de andre børn, han skynder sig hen til sit værelse, for han skal skynde sig til fodbold og støder ind i Thomas. ”Hej Søren, har du haft en god dag? Er du klar til fodbold?” ”Hej, ja den har været okay.. Ja jeg skynder mig at klæde om!” Thomas går ud og starter bilen, for at køre Søren og Lasse til fodbold, drengene er oppe og køre og glæder sig til at skulle til træning. Da de er ved træningsbanen, står Thomas ved sidelinjen og hepper på dem. På hjemturen siger Thomas: ”Lasse, den bold du tog 10 minutter inde i træningen var bare lige i skabet – super flot!” ”Og Søren den scoring du lavede i sidste øjeblik kom helt bag på målmanden – det var et rigtig godt mål! Hvis I har lyst og kræfter tilbage, kan det være vi samles nogle stykker og spille en kamp efter aftensmaden?” ”JAA!” råber de begejstret i kor.

Om aftenen, da de skal til at i seng, går Thomas en aften runde ved de store og siger godnat. Han banker på Annes dør, som bliver besvaret med et ”Kom ind”. ”Hej Anne.” ”Hej” siger Anne uden at løfte blikket fra bordet. ”Nå sidder du dybt begravet i at tegne? Hvad tegner du?” Anne kigger forsigtigt op på Thomas og siger: ”Jeg er ved at tegne en kjole, men ved ikke helt, om den er færdig, og jeg ved ikke, om den er pæn nok.” ”Ej Anne, den skal da nok blive super flot, når du er færdig. Det er jo noget, du er rigtig god til, du skal tro på dig selv. Har du fået flere tegninger op at hænge siden sidst?” Anne smiler et forsigtigt smil og siger: ”Ja, det har jeg.” ”Hvor er de fine Anne. Kan du nu sove godt, godnat.” ”Godnat” svarer Anna.

Senere på ugen tager Thomas nogle børn ud og handle. Da de kommer hen til købmanden, vil Søren gerne have chips, men Thomas siger, det må han vente med til weekenden. Søren bliver sur og urolig, og begynder at drille de andre. Han bliver ved med at prikke til pigerne, og Anne bliver ked af det og lukker sig lidt ude fra de andre. Thomas går hen til Søren, og forsøger at fjerne Sørens fokus, ved at spørge om han ikke vil hjælpe med at pakke varerne. Da de kommer hjem, går Anne ind på sit værelse og lukker døren.

Det er blevet weekend, og det er blevet tid til den årlige lejrtur. Thomas har lagt mærke til, at der har været nogle konflikter mellem Anne og Søren, så han tager dem til side. ”Anne og Søren skal vi ikke lave en aftale? Hvad siger i til, at på denne lejrtur passer i på hinanden, hjælper og holder øje hinanden?” Søren trækker lidt på skuldrene og siger ”Ja, det kan vi da godt”, mens Anne nikker. Anne og Søren løber ind i bussen til de andre. Bussen kører mod Rold skov, hvor de skal slå lejr. Under turen bliver Søren urolig, og begynder at drille de andre børn, deriblandt Anne. Anne vender sig om og siger: ”Vil du ikke lade være Søren?” hvortil Søren siger ”Du bestemmer ikke over mig.” Da de ankommer til stedet, løber de andre børn ud af bussen, mens Anne bliver siddende tilbage i bussen. Thomas ser, at Anne sidder alene tilbage, og ser lidt mut ud. ”Jeg kan se du er lidt ked af det, hvad er der galt? Er det noget du vil snakke om?”  Anne sidder lidt,  tøver, og fumler med sine fingre. ”Det er bare fordi, Søren synes, jeg er dum.” Thomas sidder og lytter til Anne, og dertil svarer han: ”Jeg er sikker på, Søren ikke synes, du er dum, men Søren har nogle ting han selv går og fumler med, ligesom du nogle gange gør. Søren har bare en anden måde at udtrykke sig på. Det er det, du kan prøve at hjælpe Søren med, at udtrykke sig på andre måder end at drille og slå.” Thomas kan se at Anne bearbejder det han har sagt. ”Vil du med ud og sætte telt op Anne?”.

Pædagogerne har om lørdagen arrangeret en fodboldkamp, har bestemt holdene, og har, for at give begge hold en chance, sat Søren og Lasse på hver sit hold. Da de kommer til det afgørende mål scorer Søren, men Lasse råber ”Der var ikke mål. Den var ikke inde!” Søren begynder at diskutere med Lasse. Lasse råber ”Du er dårlig til at spille fodbold!” Søren bliver ked af det, og løber ud i mod skoven. Anne går og plukker blomster i skovkanten, og ser Søren sætte sig på en træstub. Anne står på afstand og ser Søren græde. Hun tænker lidt over det Thomas har sagt og går stille hen imod Søren. Da Søren ser Anne, tørrer han tårerne væk og siger ”Gå væk!” Anne står lidt og spørger ”Er du ked af det? Hvad er der sket?” Søren kigger op og fortæller Anne, hvad Lasse har sagt. Anne tager tøvende om Søren og siger ”Lasse synes ikke, du er dårlig til fodbold, han blev bare sur og kom til at sige noget dumt til dig.” Thomas har stået på afstand og observeret det hele. Han går hen imod de to og siger: ”Anne, jeg synes, det var rigtig flot, at du kunne se Søren var ked af det, og gik hen for at trøst ham. Var det ikke dejligt Søren?” Søren kigger op og siger smilende ”Jo, det var det. Tak Anne.” Anne smiler forlegent og kigger skiftende på Søren og Thomas. ”Kom, vil i med tilbage, vi skal til at lave aftensmad?” Siger Thomas. Anne og Søren rejser sig op og giver hinanden et kram. Senere på aftenen går Anne hen til Thomas og siger ”Thomas, nu tror jeg ikke Søren synes jeg er dum mere.”

Begrebsliste til fiktiv fortælling

Pædagogik

Anerkendelse
At stå bi til erkendelse. At hjælpe den anden til erkendelse. Det handler grundlæggende om at vise respekt og omsorg for et andet menneske.

Anerkendelse i en asymmetrisk relation:
Asymmetrisk relation er  relationen mellem barn og voksen, eksempelvis mellem Anna og Thomas da han spørger ind til hendes tegninger:
”…Anne kigger forsigtigt op på Thomas og siger: ”Jeg er ved at tegne en kjole, men ved ikke helt om den er færdig og jeg ved ikke om den er pæn nok.” ”Ej Anne, den skal da nok blive super flot, når du er færdig. Det er jo noget du er rigtig god til, du skal tro på dig selv. Har du fået flere tegninger op at hænge siden sidst?” ”

Anerkendelse i en symmetrisk relation:
Symmetrisk relation er relationen mellem barn og barn, eksempelvis mellem Anna og Søren:
”Da Søren ser Anne, tørrer han tårerne væk og siger ”Gå væk!” Anne står lidt og spørger ”Er du ked af det? Hvad er der sket?” Søren kigger op og fortæller Anne, hvad Lasse har sagt. Anne tager tøvende om Søren og siger ”Lasse synes ikke du er dårlig til fodbold, han blev bare sur og kom til at sige noget dumt til dig.” … ”Søren kigger op og siger smilende ”Jo, det var det. Tak Anne.” ”

Vi har valgt at sætte fokus på begrebet anerkendelse, da vi ser det som værende en centralt del af den pædagogiske verden.

Relation
Relation handler grundlæggende om at kunne indgå i et forhold til en anden, hvor begreber som omsorg, magt og tilknytning er centrale.
I vores fortælling ser man både relationer mellem barn/barn og barn/voksen. (Symmetrisk og asymmetrisk relationer, som nævnt tidligere).

Inklusion
Inklusion handler om at fællesskabet må tilpasse sig for at kunne rumme de enkelte individer.
Inklusion er en vigtig del i vores fiktive institution da fællesskabet skal kunne rumme 15 forskellige individer.

Eksklusion
Eksklusion er det modsatte af inklusion og handler om at blive udelukket af fællesskabet.
I vores fortælling ekskluderer Anne sig selv fra fællesskabet, grundet hendes usikre personlighed og hende måde at lukke sin inde på.

Det fælles tredje
Det fælles tredje opstår når en asymmetrisk relation for en stund brydes til en symmetrisk relation hvor man er fælles om en interesse.
Det fælles tredje ses, hvor Thomas tager Lasse og Søren med til fodbold og står på sidelinjen og hepper på dem og på hjemturen, hvor han viser sin store interesse for deres træning,  og forslår at spille en kamp med dem og nogle af de andre børn om aftenen. 

Omsorg
Man kan sætte sige egne behov til side, frem for andres. Man respektere og anerkender folk, møder dem hvor de er og er ligeværd med dem. Begrebet omfatter lydhørhed, indføling, forståelse, interesse og engagement.
Vi har fokus på omsorg både mellem barn/barn og barn/voksen. Thomas viser omsorg både overfor Anne og Søren, mens Anne også viser omsorg overfor Søren. Eksempel, hvor Søren er løbet ud i skoven:
”Anne står på afstand og ser Søren græde. Hun tænker lidt over det Thomas har sagt og går stille hen imod Søren. Da Søren ser Anne, tørrer han tårerne væk og siger ”Gå væk!” Anne står lidt og spørger ”Er du ked af det? Hvad er der sket?”

DKK

Dansk
Vi fortæller vores fiktive historie

Kultur
Lejrturen

Kommunikation
Dialog

IIS

Resocialisering
Det betyder en ”genopdragelse”, da den første socialisering ikke er forløbet hensigtsmæssigt, idet man har oplevet eksklusion i primærsocialiseringsprocesser. Det handler om man skal nedbryde en gammel identitet for at skabe en ny.
Det er bl.a. den proces Anne gennemgår, fra at være indadvendt og ekskluderet til at være udadvendt og inkluderet. Hun har så at sige fået genskabt en ny identitet, og brudt ud af sit gamle mønster.

Sekundærsocialisering
Betyder at man får/tilegner sig nogle roller i den institutionelle verden, da de unge/børnene møder en anden verden end den primære. Dvs. at den enkelte skal identificere sig med roller og normer. Dette ses meget i den pædagogiske verden.
Det er Thomas’ og de andre pædagogers ansvar at socialisere Anne og Søren i deres (institutionens) fællesskab.

Institutionalisering
Det vil sige at institutionen har til ansvar at vise/påpege at individet har nogle egenskaber og kompetencer. At påvirke og ændre børnenes/unges identitet og virkelighedsopfattelse ud fra de normer og regler om ”normalitet”, som samfundet opstiller.
Thomas får påvirket Anne til at indse hun kan noget og er noget, altså han hjælper hende til at påbegynde hendes resocialiseringsproces.

Skriftlig faglig formidling

Narrative fortællinger

Vi arbejder med narrative fortællinger for at stimulere og udvikle børnenes sproglige og kreative egenskaber. Vi giver børnene mulighed for at fremme deres identitetsdannelse vha. disse forskellige narrative fortællings former. Det er netop her i 3-6 år alderen, at børnene begynder at få en ide om, at det faktisk er dem selv fortællingerne kommer fra. De begynder at opleve dem selv som havende sin egen virkelighed, og dette styrkes ved at lade dem udforske fortællingernes verden.

Sommerfuglene
Sommerfuglene har arbejdet med billeder. De har skulle opdigte en fortælling ud fra billeder, de selv har taget i børnehaven. Vi har hos sommerfuglene haft fokus på fantasi ud fra visuelle objekter. Børnene har fået lov til selv at vælge objekter, som de via deres fantasi har kunne opdigte en fortælling ud fra. De er altså blevet styrket i, at kunne tænke udover det valgte objekt og give dette objekt en historie.

Larverne
Larverne har haft fokus på skuespil. De har arbejdet på at genskabe eventyret Klods Hans. I dette projekt har vi haft fokus på indlevelse og kropssprog. Under formidlingen af et allerede kendt eventyr, gives der mulighed for børnene, at kunne skabe en form for indlevelse og empati hos de forskellige personkarakteristikker i fortællingen. Børnene får samtidigt en bredere nonverbalt viden, både om hvordan de selv skal kommunikere nonverbalt, men også at kunne aflæse andre medmenneskers nonverbale udtryk.

Mariehønerne
Mariehønerne har arbejdet på at skabe en fortælling ud fra egne fantasier. Hos mariehønerne har fokusset ligget samme sted som hos sommerfuglene, nemlig fantasi og kreativitet. Modsat sommerfuglene har mariehønerne, skulle skabe deres fortælling uden påvirkning af valgte objekter. De har i stedet skulle skabe en fortællende verden helt fra bunden, hvilket giver dem en stimuli i at skabe billeder i hovedet, og bruge deres fantasi og kreativitet til at få disse billeder til at hænge sammen i en større forbindelse. 

Skriftlig formidling til forældre

Nyhedsbrev

Vi i børnehaven Solsikken har i den sidste periode på 14 dage haft fokus på fortællinger, hvor børnene har arbejdet med forskellige fortælle former.

Sommerfuglene
Sommerfuglene har arbejdet med billeder. De har skulle opdigte en fortælling ud fra billeder, de selv har taget i børnehaven.

Larverne
Larverne har haft fokus på skuespil. De har arbejdet på at genskabe eventyret klods Hans. De har haft stor glæde ved at lege med børnehavens udklædningskasse.

Mariehønerne
Mariehønerne har arbejdet på at skabe en fortælling ud fra egne fantasier.

I forbindelse med børnehavens sommerfest her den 17 maj, vil i kunne se jeres børns projekter, hvor de vil vise skuespil og fortælle historier. 

Vi er lige begyndt på Randers pædagogseminarium, hvor vi bl.a. skal lave denne blog. Hvis det lyder meget interessant at være pædagog og kunne du tænke dig at læse om vores uddannelse og emnet kan du benytte linket nedenunder:
http://www.viauc.dk/paedagog/randers/Sider/randers.aspx

På tur i svømmehallen

Jeg husker det som værende en solskinsdag. Jeg boede dengang på Sydfyn og gik i 3. Klasse. Jeg var blandt de ældste børn i SFO’en, og sammen med de andre ældre børn, var vi taget i svømmehallen. Med os  var nogle af de ”gamle” erfarende pædagoger, der havde været i SFO’en fra før jeg kom til. Men der var også en forholdsvis ny pædagogmedhjælper med. Han havde været i institutionen et kort stykke tid, men jeg var allerede blevet glad og tryg ved ham.
Dette ændrede sig hurtigt.

Jeg husker tydeligere hvordan han så ud, end hvordan han var som person. Han var en høj og tynd ung mand. Han havde langt brunt hår og ring i øret. Efter min oplevelse, husker jeg ham som værende rigtig skummel.

Vi havde nogle hyggelige timer i svømmehallen. Vi har spredt rundt i hele svømmehallen. Nogle rutsjede på den store rutsjebane, nogle var i boblebad, nogle pjaskede rundt med de større redskaber i det største svømmebassin og resten legede i de forskellige mindre bassiner.

Jeg legede i det bassin som rutsjebanen løbe henover. I den ene ende kunne en strøm i vandet føre os rundt om en stor tyk søjle. I den anden ene var vandet stille og det gik mig til brystet.

Vi var nogle få stykker der syntes det var sjovt at lade den nye pædagogmedhjælper løfte os højt op i luften og kaste os tilbage i vandet. Vi havde det sjovt sådan, i hvad jeg husker som værende en evighed.
Det var igen blevet min tur, og nogle af alle de andre må have fundet vej til nogle af de svømmebassin, for jeg husker det svømmebassin jeg befandt mig meget tomt. Men det var som sagt min tur til at blive løftet højt op i luften og kasten væk i vandet. Denne gang blev jeg bare ikke kastet særlig langt væk, og den nye pædagogmedhjælper holdt mig denne gang nede under vandet.

Aldrig nogensinde i mit liv havde jeg været så bange. Jeg blev grebet af panik og jeg blev fyldt med utryghed og en følelse af svigt. Min trygge følelse jeg havde hos denne pædagogmedhjælper forsvandt i løbet af et sekund.

Jeg husker ikke tiden efter jeg er kommet op af vandet, og har ingen erindringer om ham i efterfølgende aktiviteter tilbage i SFO’en.