Fortælling om U6

Fortælling om U6 – DKK

Jeg trænede et U6 håndboldhold sammen med en veninde. På daværende tidspunkt havde jeg absolut ingen erfaringer med børn, så jeg var spændt og glædede mig til at se, hvilke udfordringer jeg ville blive stillet.
U6 holdet lød på 16 børn, blandede piger og drenge, og af mange forskellige personligheder. Nogle var rolige, og rigtig gode til at lytte, når der blev fortalt noget. Andre var meget urolige, og skulle hele tiden lave alt mulig andet, end de fik bud på. Når børn er i store mængder, har nogle en af dem en tendens til at ”geare” hinanden op, og det resulterer bl.a. i, at de ikke lytter efter, når der bliver sagt noget vigtigt. Vi havde specielt et par drenge som var gode til at ”geare” hinanden op. En træning valgte os trænere at hive disse to drenge til side for at tage en snak med dem om, at hvis de ikke ville lytte til det vi havde at sige, eller ville gøre de ting som de fik bud på, ville de blive sat ud i omklædningsrummet indtil træningen var slut. Vi sagde til dem, at det var den sidste chance de havde for at bevise, at de gerne ville deltage i træningen, sammen med de andre børn De sagde selvfølgelig begge to nej til at sidde i omklædningsrummet, og vi gav dem derfor en sidste chance som vi havde lovet dem. Én af drengene valgte så at være ligeglad med det vi havde sagt, og fortsatte ligesom før. Vi førte ham derfor ud i omklædningsrummet, hvor han sad indtil træningen var slut. Vi gik en enkelt gang ind til ham, mens han sad i omklædningsrummet, for at høre ham om han synes, at det var sjovere at sidde derude, frem for at deltage i træningen sammen med de andre børn, og forklarede ham, at dette var konsekvensen for, at man ikke hørte efter hvad der blev sagt første gang.
De efterfølgende træninger hørte han bedre efter, for han vidste nu, hvad konsekvensen var for ikke at høre efter var.
Jeg lærte hurtigt, at det ikke hjælper at råbe/hidse sig op overfor børn, hvis de ikke hører efter. I denne situation var det en konsekvens, der gjorde forskellen.